Er guld en bedre investering end obligationer i 2022?

Det kan i min optik være ganske fornuftigt at have lidt guld i sin portfølje – særligt i disse tider, hvor obligationer er en usædvanligt dårlig investering. Men det er pænt svært at gennemskue hvad man skal vælge mellem fysisk guld, ETF’er, aktier osv. – ikke mindst fordi de alle beskattes forskelligt.

Inden for investering taler man om, at guld er bedre til at bevare ens formue frem for at være en egentlig investering. Det ses normalt som en defensiv investering der formindsker din risiko i din portefølje.

I krisetider kan guld være en stødpude i ens portefølje, hvis eksempelvis aktiemarkedet falder – selvom det dog ikke altid er tilfældet.

I Danmark har vi ikke samme tradition for at holde noget af vores formue i guld, som man har i mange andre lande, som eksempelvis Indien, hvor det er langt mere normalt at købe guld end aktier.

Den verdenskendte investor Warren Buffett har et negativt syn på guld som investering, da guld ikke producerer noget, eller leverer en service, der kan sælges som en virksomhed ellers kan. Det har været med til påvirke investeringslysten i det gyldne metal i flere årtier. Der er sågar nogle, der mener, at der udelukkende er tale om spekulation, når man sætter sine penge i guld, men der er jeg uenig, for guld har bevist sit værd til at bevare sin værdi gennem 5000 års historie.

Så guld kan sagtens være fornuftig at have i portefølje – hvor eksperter typisk anbefaler mellem 2-15% alt efter ens risikotolerance.

8% afkast pr. år – højere end obligationer!
Siden Bretton Woods-systemet – hvor valutaer var bakket op af guld – kollapsede i 1971, har investering i guld givet over 8 procent i gennemsnit pr. år efter valutaomregning til danske kroner. – Det er dog sket med ret store udsving over perioden.
Ikke desto mindre er 8% pr. år i snit voldsomt meget for en råvare, som er den kategori guld hører under – og markant mere end eksempelvis statsobligationer, som traditionelt har tjent som redskab til at reducere risiko i ens portefølje.

Det er jo lidt af et paradoks, for det er jo ikke meningen at guld skal give et højt afkast, men mere bevare ens formue i forhold til inflation, og mindske udsving i ens portefølje.
Hvorfor det skyldes, er en længere forklaring – men kort fortalt, så har vi siden finanskrisen i 2008 været vi inde i en periode, hvor centralbankerne har været under politisk pres til at “printe” enorme summer af penge, for at undgå økonomiske kriser. Alene under coronakrisen blev mængden af dollars i omløb udvidet med en fjerdedel.

I flere generationer har man sagt, at man for én ounce guldmønt (i dag ca. 14.000 kr.), kan købe et high-end jakkesæt, fra den dyre ende af skalaen. Og det passer jo ganske godt med i dag. Så måske afspejler det høje afkast på guld, at vi har oplevet inflation i vores egen valuta de seneste årtier. – Og at man med stats- eller realkreditobligationer rent faktisk taber penge i dag.

Inflation i guld
Da der verden over graves efter guld, oplever guld også inflation. Den er dog meget lav – og langt lavere end eksempelvis euro, dollars og danske kroner – men den kan periodisk stige hvis prisen på guld stiger, da mineselskaberne vil investere i at udgrave mere, mens prisen er høj.
Men det er netop fordelen ved guld, at det er vanskeligt og dyrt at finde mere af det, og i øvrigt umuligt at fremstille det – spørg bare de mange alkymister, der forgæves har forsøgt gennem tiden.

Skat af guld
Afkast på guld beskattes som personlig indkomst – dvs. 37-52% alt efter din indkomst. Dvs. at hvis du har et fuldtidsarbejde, kommer du nemt til at betale omkring de 50%.
Bemærk at andre skatteforhold kan gælde, hvis du investerer i guld indirekte – fx via aktier (aktieindkomst) eller ETF’er (lagerskat).

Den høje beskatning skyldes formentlig, at myndighederne generelt foretrækker at befolkningen sparer op via deres pension, som består af aktier og obligationer, så virksomheder og staten kan få gavn af pengene i mellemtiden.
Når du køber guld, er det til gengæld momsfrit i modsætning til sølv.


Oversigt over danske muligheder for at investere i guld


Fysisk guld: Guldmønter eller guldbarrer
Foretrækker du fysisk guld, så er det en god idé at vælge de mest populære og kendte producenter og mønter, da chancen for at du kan sælge dem videre til nogenlunde samme pris er højere. Eksempelvis er 1 ounce-mønter de klart mest populære, og den canadiske maple-leaf er verdens mest sikre at genkende som 99,99% guld ved videresalg pga. den ved produktion ‘mintes’ med et unikt aftryk, der er nærmest umuligt at forfalske.

Hold dig væk fra særudgivelser af mønter, som er mindet til møntsamlere. De koster langt mere og kan som regel ikke videresælges til samme pris.

Fun facts: Fysisk guld er populært blandt “preppers”, og der er en hel subkultur omkring det i USA, hvor de såkaldte “gold bugs”, sværger til at have det meste af deres formue i guld.
Fordele:

Du er sikker på at du har og ejer guldet imodsætning til et værdipapir der repræsenterer guldet. Under kriser kan værdien på fysisk guld stige i forhold til fx ETF’er der investerer i guld, men det er sjældent, og kræver en alvorlig krise.

Du er mindre tilbøjelig til at sælge det, da du skal fysisk afsted for at aflevere og sælge det. Det kræver ganske lidt plads for meget formue (ca. 430.000 kr. for et kilo).

Ulemper:
Du betaler et pænt højt gebyr til forhandleren, der selv har haft omkostninger til opbevaring og fragt – og også skal tjene lidt på dit køb. For én ounce guldmønt er det gerne omkring 1350 kr. – dvs. omkring 9%. Det er voldsomt.
Opbevaring. Gør du det derhjemme, er der risiko for at nogen stjæler det, og dit forsikringsselskab bør måske underrettes, hvilket betyder du risikerer at skulle betale en højere præmie. Opbevarer du det i en bankboks, koster det penge for leje af boksen.

Guld-tokens: Kryptoguld kan give dig renter
En helt ny form for måde at købe guld er opstået sammen med blockchain-teknologien. Man kan nu købe guld som digitale “tokens”, der følger kursen på guldprisen på forskellig vis. Der findes allerede flere forskellige slags, men jeg vil umiddelbart mest anbefale amerikanske Paxos, som jeg ser som den mindst risikable, da de gør den største indsats for at være compliant.

For hver Paxos Gold-token (PAXG) har de én ounce guld i deres boks i New York. Disse tokens kan købes på kryptobørser. Du slipper for høje gebyrer ved at købe tokens, og der er heller ikke udgifter til opbevaring. Paxos tjener i øjeblikket penge gennem et lille gebyr ved transaktioner.

Vil du have renter på dine tokens, kan det også lade sig gøre. Flere steder kan du få 4-5% i rente bare for at have dine guld-tokens stående hos en kryptobørs, hvilket er et ikke mindre end formidabelt afkast for guld.

Risici:

Fordelene til trods, er der dog flere risici indbåret ved at investere i tokens:
  • Likviditet: Da denne type investering er ny, er der færre penge investeret, og derfor er markedet mindre likvidt, så du kan risikere at komme til at vente den dag du ønsker at sælge. Har selv prøvet uden problemer dog.
  • Konkursrisiko: Hvad sker der med dine penge, hvis Paxos går konkurs? Eller hvis børsen hvor du opbevarer dem på går konkurs?
  • Softwarefejl: Sker der fejl i Paxos’ software, er der risiko for at det hele kollapser. Men den kører dog på Ethereum’s blockchain, som jeg har stor tillid til.
  • Hacking: Hvor har du dine tokens opbevaret? På en digital wallet er de mere sårbare. Her bør du overveje en hardware wallet såsom Ledger. Men så kan du ikke få renter på dine tokens.

Guld-ETF’er

Du bør være opmærksom på skatteforholdene, når du investerer i ETF’er, da de er lagerbeskattet – dvs. at du skal betale skat af dem hvert år, hvilket kan give noget besvær.
Eksempler på to af verdens mest populære guld-ETF’er, hvor jeg foretrækker den fra iShares pga. de lavere omkostninger. SPDR er populær blandt institutionelle investorer, da den normalt er den mest likvide i verden, hvilket nok er årsagen til den højere ÅOP. iShares er dog også rigeligt likvid for en privatinvestor.

* iShares Gold Trust (IAU – ÅOP 0,25 %
* SPDR Gold Shares (GLD) – ÅOP 0,4 %

Guldmine-aktier
Det betragtes som mere risikabelt at investere i enkeltaktier, end eksempelvis en guld-ETF, da du skal kende selskabet, og foretage samme former for analyse af dem, som ved almindelig aktieanalyse.

Med mindre du har tænkt dig at bruge lang tid på at sætte dig ind i de forskellige selskaber, så kan jeg ikke anbefale at investere i guldmineselskaber. Der er dog to giganter inden for branchen, der er væsentlig mindre risikable at investere i i forhold til de andre grundet deres størrelse og tilstedeværelse mange steder i verden. Det betyder der er mindre geografiske risici i selskaberne:

– Newmont Corporation (NEM): Verdens største guldmineselskab
– Barrick Gold (GOLD): Verdens anden største guldmineselskab
Investering i guldmineselskaber kan ofte betragtes lidt ligesom en gearet investering i guld, da selskaberne alt andet lige tjener flere penge, hvis prisen på guld stiger – og omvendt.

ETF’er for guldmineselskaber
Et par stykker der er værd at nævne:
– iShares Gold Producers
– VanEck Gold Miners

Det digitale guld Bitcoin – kan det erstatte guld?
Guld og Bitcoin har i investorkredse et narrativ der minder meget om hinanden som “sound, hard money”, og det ses bl.a. ved at de fleste fysiske guldforhandlere også sælger Bitcoin.

Mange eksperter mener også at de to konkurrerer med hinanden om investorernes penge, og at mange af de penge der i dag går til Bitcoin, normalt ville have gået til guld.
Selvom jeg er stor fortaler for Bitcoin, mener jeg dog ikke at Bitcoin kan erstatte guldets funktion, selvom jeg ikke vil udelukke at det kunne ske engang i fremtiden. Guld har 5000 års historie, hvor det har bevist at det har tjent sin funktion om at bevare sin værdi, og Bitcoin er med sine 13 år stadig en baby, og har langt højere volatilitet – men også mange flere anvendelser.

Hvad gør jeg selv?
Jeg har pt. omkring 5% af min formue investeret i guld, men kunne godt finde på at runde op til 10% grundet de omstændigheder der gør at obligationer er en så dårlig investering i øjeblikket. Derfor ejer jeg ikke nogen obligationer. På den måde kan jeg få lavere risiko i min portefølje, som ellers normalt har meget høj risiko (aktier og krypto). Bemærk at jeg tænker det som en 10+ års investering, og derfor kan tåle udsving i prisen.

Jeg har afprøvet flere af ovenstående, hvilket betyder at jeg har opnået en form for risikospredning. Paxos Gold tokens og guldmineselskabet Barrick Gold. Sidstnævnte skyldes likviditeten er høj og skattesatsen er lav (aktieindkomst).
Kommer der en dag, hvor obligationer får højere renter, så de bliver interessante at investere i, så kan jeg godt finde på at bytte mine guldinvesteringer for obligationer igen.