Hvilke værdipapirer, ETF’er eller fonde er de bedste at investere i?
Nu kan jeg ikke sige noget om hvad der er det bedste, men jeg kan sige hvilke der ofte dukker op i diskussionerne på investeringsfora og for en dansker giver mest mening at investere i grundet skatteregler og likviditet. Læs med her.
Alt jeg fremhæver som eksempler her er passivt forvaltede, da det er veldokumenteret at passive fonde generelt klarer sig bedre end aktivt forvaltede fonde – ikke mindst pga. de lavere omkostninger.
ETF’er – fx til aktiesparekontoen
Da aktiesparekontoen er lagerbeskattet med 17% én gang hvert år, bør man vælge ETF’er, da de også er lagerbeskattede, og har lavere omkostninger end de danske fonde.
Du bør vælge de akkumulerende ETF’er, da det på lang sigt betyder lidt større gevinster end hvis de er udbyttebetalende (jf. Neminvestering.dk’s udregninger). Ulempen er dog at du står med en skatteregning hvert år, som du bør betale uden at sælge ud af dine papirer – ellers får du ikke det helt optimale ud af aktiesparekontoen.
Jeg har udelukkende fremhævet ETF’er der beskattes som aktieindkomst (og ikke kapitalindkomst som alle de andre er), fordi de har søgt og blevet godkendt via SKAT.
Verdensindekset – det bredeste
– Dvs. den vestlige verden, emerging markets, large, medium og small cap:
- iShares MSCI ACWI UCITS ETF USD (Acc) ÅOP: 0,2%
Et af mine egne favoritpapirer, da man slipper for at skulle justere sin beholdning, og det er et benvhmark som de professionelle investorer har umådeligt svært ved selv at slå.
Vil du styre lidt mere selv, kan dele det op sådan her for at få stort set det samme afkast som verdensindekset, jf. procentfordelingen i 2022:
- 87% | iShares Core MSCI World UCITS ETF (Acc) // ÅOP: 0,2%
- 8% | iShares Core MSCI Emerging Markets IMI UCITS ETF (Acc) // ÅOP: 0,18%
- 5% | iShares MSCI World Small Cap UCITS ETF (Acc) // ÅOP 0,35%
Vil du dele “World” og “emerging markets” op, kan du eksempelvis vælge mellem disse:
- iShares Core S&P 500 UCITS ETF USD (Acc) // ÅOP 0,07% — 500 large cap
- iShares Core MSCI Europe UCITS ETF EUR (Acc) ÅOP: 0,12% — 400 large og mid cap
- iShares Core MSCI Japan IMI UCITS ETF (Acc) // ÅOP: 0,15%
- iShares Core MSCI Pacific ex-Japan UCITS ETF (Acc) // ÅOP: 0,2% — Det er Australien, Hong Kong, Singapore, New Zealand.
… Osv. Men deler du op således, skal du virkelig også vide hvad du laver. Bortset fra S&P 500-indekset vil jeg ikke anbefale at satse for meget på nogen af disse.
Fonde – til investering for fri midler
Frie midler beskattes med 27% så længe dit udbytte (må ikke forveksles med afkast) er under lidt over 50.000 kr. Her kan det bedst betale sig at købe udbyttebetalende danske fonde, da de beskattes efter realisationsprincippet – dvs. når du sælger.
Verdensindekset – det bredeste
Et af mine favoritpapirer, da det er det eneste danske papir der rammer hele verdensindekset inklusive world, emerging markets, large, mid og small cap.
- Sparindex Globale Aktier KL – ÅOP: 0,55%
Alternativt kan du jf. procentfordeling i 2022 dele det op i:
- 92% Danske Inv Global Indeks, KL DKK d: – ÅOP: 0,42% (Danmarks billigste fond for den vestlige verden/“world”)
- 8% Sparinvest INDEX Emerging Markets KL ÅOP: 0,61%
Du får dog ikke small-cap med her.
Andre populære passive fonde
- Sparindex INDEX OMX C25 KL – ÅOP 0,3%
- Danske Invest Danmark Indeks, klasse DKK d – ÅOP 0,33%
- Danske Invest Fjernøsten – ÅOP 0,50%.
- Danske Invest Teknologi Indeks KL – ÅOP 0,54%
Der findes mange flere, men du kan sagtens nøjes med at investere i verdensindekset. Selvom jeg ved at det kribler i dig for at prøve alle mulige andre, så bliver du nødt til at være bevidst om at du er i konkurrence med en masse der lever af det, og at det i langt de fleste tilfælde derfor kræver mere held end forstand, hvis du skal slå verdensindekset.